Glamrock perioden

Husker du "The Sweet" - "Slade" - "T.Rex" - "Suzi Quatro" - "Rubettes" - "Mud" - "Wizzard" - "Hello" - "Gary Glitter" - "Alvin Stardust" - og ja vores egne danske "Walkers" ...? og flere endnu...

Det var Glamrock - og musik beslægtet med Glamrock. Flere grupper legede nemlig også med den musikstil, uden vel rigtig at kunne kaldes glamrockere. Perioden fra først i 70'erne og frem til midt i samme årti.

"The Sweet"
De var mine absolutte favoritter. Gruppen bestod i deres storhedstid i 70'erne af Brian Conolly. Steve Priest, Andy Scott og Mick Tucker.
I den tid var der jo en naturlig konkurrence mellem at være Sweet eller Slade fan. Men Slade fans betragtede Sweet som værende lidt for fine i det, og deres musik lidt koncept agtigt, sikkert med henvisning til, at stort set alle Sweets hits var skrevet at succes-parret Nicky Chinn og Mike Chapman. De skrev også til Mud, Suzi Quatro, Exile, Mud, Racey m.fl.
Andy Scott udtalte da også senere, at de i Sweet gerne ville spille heavyrock i stil med Deep Purple, men det var svært at optræde på en scene med den stil, når publikum stod og råbte på "Poppa Joe" og "Little Willy", 2 af deres hits fra starten af karrieren.
Et faktum var det i hvert fald, at Sweet udgav en lang stribe af hits, startende i den bløde ende med "Funny Funny" i 1970, hvor man vel også kaldte det "bubblegum-pop", det fulgte efter på "Co Co", "Alexander Graham Bell", "Poppa Joe" og "Little Willy", hvor der på de plader var benyttet studiemusikere, og Sweet selv kun spillede på deres B-sider af singlepladerne.
Fra "Wig Wam Bam" var det "The Sweet" selv, som spillede instrumenterne, et pænt hit, der blev fulgt op af "Blockbuster" - et megahit. Så fulgte "Hell Raiser" og deres evergreen "Ballroom Blitz", og "The Sixteens".
Derefter kom minsandten en single ud, som de selv havde skrevet. Det var nummeret "Fox On The Run", som havde været at finde på deres LP "Desolation Boulevard". Singleversionen var dog peppet en del op... et remix ville man nok kalde det i vore dage. Den gik også direkte til 1. pladserne på de europæiske hitlister.
Siden fulgte numre som "Action", "Turn It Down" m.fl., men deres tid på toppen var ved at være overstået, da vi kom hen i anden halvdel af 70'erne. Der kom ellers et meget lovende album fra dem i 1978 "Level Headed", med numre som "Love Is Like Oxygen", som var mere eksperimenterende end før hørt fra Sweet. Flere andre numre fra det album syntes jeg også var rigtig gode. Pladen solgte rimeligt, men ikke helt som "i de gamle dage". Der var ellers blandt musikkritikere en opfattelse af, at Sweet måske bevægede sig i en mere "seriøs" retning, og måske kunne have blevet et band med bredde som eksempelvis Queen, som jo viste sig at spænde over mange stilarter.
Kort efter forlod Brian bandet og gik solo - det blev der nu ikke det store ud af. Hans første single "Don't you know a lady" blev ikke det store hit, imens der var mere salg i de 3 andre tilbageværende gutter i Sweet med "Call me", "Sixties Man" og "Give the lady som respect" - men igen, slet ikke som i deres storhedstid i starten og midt i 70'erne.
Brian dannede senere sin version af "The Sweet" sideløbende med, at Andy Scott stadig den dag i dag har sin version af "The Sweet" kørende. De har givet koncert flere steder kloden rundt. Personligt må jeg endda sige, at Sweet omkring 2007 lød noget bedre end Sweet midt i 90'erne.
Brian døde i 1997, blot 51 år gammel efter at have levet et hårdt liv med lidt rigeligt alkohol. Mick Tucker døde i 2002 af leukemi, 54 år gammel.
Deres musik derimod - den er langt fra død endnu - den lever videre i lang lang tid fremover...

Der vil blive opdateret løbende på siden her

The Sweet var for mange de absolut bedste glam-rockere i 70'erne. Det var første halvdel af 70'erne vi har snakker om, og de dryssede hit efter hit ud af ærmerne