Hindevads indbyggere i 60´er og 70´erne
Nellerudgyden
Nellerudgyden 9
St. Nellerud
Første på Nellerudgyden til højre er meget passende den store gård "Nellerud", hvor Hans Juel var gårdejeren/proprietæren. Hans kone hed Bodil, og børnene hed Kirsten og Carl Christian.
Vi børn kom forbi en gang imellem, ikke mindst sammen med Poul Erling, da hans far var fodermester på Nellerud gennem rigtig mange år.
For meget længe siden var der også en vandmølle på stedet, den var dog revet ned længe inden vi kom på de kanter.
Nellerudgyden 28
Else-Marie og Jørgen
Her kommer så et nyere hus på Nellerudgyden. Det er hos Jørgen og Elsemarie samt deres børn Claus og Heidi.
Senere byttede de med Olga fra Haugaard, som er næste gård på gyden.
Jørgen så vi også på vores gård, da han kom med vores fælles BM Volvo mejetærsker. Det var såmænd blot en 8 fods maskine, men den fungerede udmærket til de 2 landbrug, selv om det jo krævede lidt tid at komme gennem markerne.
Claus, sønnen, var frygtet hos mine søskende, da han morede sig med at klippe håret af deres dukker, når han kom på besøg. Det har han da syntes var ganske morsomt...
Nellerudgyden 40
Dyrendal
Her boede Carl Erik og Nanna. De havde 3 børn, Hanne, Søren og lillesøster (kan ikke huske navnet lige nu).
Der kom vi meget som børn, også til festerne af og til - og omvendt.
Selv må jeg vel indrømme, at jeg havde et godt øje til Hanne, og måske en overgang også lidt omvendt, jeg var dog utrolig genert, hvilket hun vist godt vidste, så hun var ret drillesyg.
Nå tilbage til beskrivelsen. Staldene brændte i 1967, hvorefter de blev genopført. Det var også murermester Christian, der stod for det, ligesom med vores egen gård året efter.
For os børn var Dyrendal altid populært, at der ofte var fest i farvandet - ud over at drive gården naturligvis, men det var jo ikke altid vigtigst set med barneøjne...
Husker Søren gav mig et mindre chok, da vi var ude og cykle en gang. Lige ud for St. Nellerud faldt hans forhjul af, så han nærmest slog en kolbøtte... Han slap dog med skrammerne.
Ralgyden 26
Lybæk
Vi må så retfærdigvis sige, at vi så forlader Nellerudgyden og i stedet drejer til højre ved Musbæk, det vil sige fortsætter af Ralgyden. For vi skal da absolut have Lybæk med.
Der fandt vi Benedichte og Jens Møller. Ja han blev aldrig kaldt andet end bare "Møller".
Deres to drenge hed Flemming og Poul Henning.
Ligesom på de foregående gårde, så kom vi også en del her - og omvendt. Der blev også leget en del med sæbekassebil hos Flemming, og alt muligt andet, hvad der kunne eksperimenteres med.
Han fik engang en rigtig dampmaskine i fødselsdagsgave. Den var vældig fornem, og fungerede sandelig. Den var måske nok lidt klodset at bruge som motor i forbindelse med Lego eller Tekno legetøjet, men alt er jo muligt.
Nellerudgyden 14
Lille Nellerud
På modsat side et stykke fremme ligger næste gård "Lille Nellerud".
Der boede Peter og Mary med børnene Asta, Else, Vera, Anna og Gynther.
Jeg husker ikke så meget derfra, måske læserne kan bidrage ?
Nellerudgyden 22
Ramsøbjerg
Jeg har pt ikke oplysninger på det dette sted, lige før vejen mødes med grusvejen "Hannover" som løb mellem Assens Landevejen og Nellerudgyden.
Nellerudgyden 34
Haugaard
Der boede Anker og Olga med deres datter Else-Marie.
Dengang kørte Anker i en stor Opel Kaptajn, vist nok fra sidst i 40'erne. Den endte sidenhen i jordbærmarken, hvor man så kunne sidde og nyde madpakken.
De kom også ofte på vores gård, hvor Anker og min far kunne udveksle historier fra egnen, gerne seneste nyt.
Hos Anker og Olga mødte vi også ofte Gunner træskomand fra Gamby og hans kone samt datter Bodil, som jeg snakkede godt me
Ralgyden 59
Musbæk
Næste gård på vejen er så Musbæk. Det skal siges, at Musbæks adresse lå på Ralgyden, ligesom Lybæk. Vi syntes bare de hørte til Nellerudgyden ;-)
Her boede Anne og Hans. Jeg har kun navnet på datteren Kirsten, som jeg af og til stadig møder her i Nørre Aaby, hvor hun er lærer på Realskolen.
Anna og Hans kom også i vores hjem, når der var sammenkomster. Jeg syntes altid de var sådan nogle rare mennesker, så jeg havde ingen betænkeligheder ved at tage ud til dem og plukke jordbær også.
Selv midt i det vel ellers trælse arbejde med jordbærplukning, syntes jeg faktisk at kunne huske det som en sjov tid. Det var hyggeligt, vi fik tjent nogle penge og havde flere bekendte med i markerne.
Det var nok også en anden tid, hvor man syntes det var sjovt at kunne tjene penge på den måde. Det var bedre aflønnet dengang end nu, hvis man sammenligner med prisudviklingen.
Vi var også hver formiddag inde i køkkenet og få et "formiddags-foder", som Anna havde tilberedt, ganske hyggeligt.
Nellerudgyden 50
Skovlund
Tilbage til Nellerudgyden igen. Den slutter lige før Skrydsbjerg, og lige inden ligger "Skovlund".
Her boede Petra og Peder i 40 år.
Deres søn Emil gik også i Hindevad Skole, dog inden min skoletid, han var på alder med min mor, altså årgang 37.
Nyeste kommentarer
31.10 | 09:36
Jeg har læst jeres indlæg de er fantastiske. Men hvad er der sket med de ...
30.07 | 17:24
Den leader Jeg også efter Mener den hedder jammer pg jag men Jeg kan i...
21.03 | 16:47
Marius Jensens kone hed Marie Andersine Klivager, datter af Anders ...
23.10 | 05:40
skønne knallert, bare man dog kunne købe en sådan