 |
 |
|
 |
 |
Her starter vi lige med et spørgsmål, modtaget 16 april 2010 fra Morten:
Nej på Natposten Jeg er igang med at renovere Skovgaarden og der møder jeg over hoveddøren et skilt eller et stk. træ med indskribtioner: 17 mjs(am)mpd 94) Kan I hjælpe mig med hvad det betyder. Hilsen Morten Nykjær. Hvis nogen ved noget om det, er I velkomne til at skrive det i gæstebogen, eller på "kontakt natposten".
Så skal vi lige se nærmere på, hvem der boede på Flytterupgyden, som strækker sig fra Hindevad og ned til Gamby stationsby. Vi starter i krydset, hvor Brugsen lå på modsat side, og vi først møder Andels Frysehuset. Der stod vi altid og ventede på Erik, der kom og hentede os skolebørn i sin hvide "Commer" bus - i hvert fald når vi gik i 1-3 klasse, derefter var det bare på cyklerne til Hårslev Skole.
Straks efter på venstre side er der en lille indkørsel til telefoncentralen, som midt i 60´erne overtog arbejdet fra den gamle central, hvor forbindelserne blev etableret manuelt... Nu blev det automatisk, og den ligger altså stadig her på Flytterupgyden.
Nå, men på højre side i første hus boede Gunnar og Erna med Alf og Jonna. Jeg har fået dem placeret på Rugårdsvej i første omgang, det er ikke korrekt. Det har jeg fået rettet fra de nuværende ejere, som er Mogens og Bente. Han er så i øvrigt søn af Mary og Ove, som vi omtalte på Rugårdsvej. Rart at se, at nogle af "de gode gamle" Hindevad folk stadig bor i byen.
Derefter drager vi et stykke ud af den smalle vej. Så kommer vi på venstre side til en indkørsel som går ned til Rønnemose, hvor Jesper og Merete boede i 70´erne. Deres børn hed Susanne og Jakob. Fra min mors dagplejetid, husker jeg Jakob som en af børnene vi passede på vores gård. Smart nok havde Rønnemose faktisk også udkørsel til Rugårdsvej, og rent adressemæssigt hører de til Rugårdsvej, selv om vi altid har betragtet det som en del af Flytterupgyden.
Næsten over for indkørslen til Rønnemose (og vi snakker stadig Flytterupgyden) lå der et lille husmandssted, hvor der boede et ældre ægtepar. Jeg har ikke huske navnene på dem, men vi snakkede ofte med dem, når vi plukkede æbler, solbær og ribs for Jesper på Rønnemose. De kørte i en lille grøn BMW Isetta, også kendt som en vejboble (altså ikke folkevognen). Der åbnede man døren i fronten og havde så lige en lille sofa at sidde i for 2 personer.
I det næste hus boede Anna, som havde 3 børn. Det var Børge, Anker og Ruth. Anna døde i 1983. Det er Ankers datter Jytte, som kunne oplyse navnene, tak for det. Jytte kom i øvrigt i lære i Hindevad Brugs i 1965, så jeg har helt sikkert hilst på hende nogle gange på den tid :-)
Næste bebyggelse var Skovgaard. Der boede en familie med mange børn, som vi kom meget sammen med. Hanse, Mona Lis, Tommy, Rita, Ole, Per er de navne jeg er kommet frem til. Ole og Per kom meget på gården hos os, så dem har vi leget meget med dengang. Vi fik da vist også kørt knallert på markerne her og der fra vi var omkring de 13 år... (selvfølgelig ikke på vejene, det kunne vi da aldrig finde på, hehe...)
Ovre på modsatte side af vejen, lidt fremme, ligger et hus helt ud til vejen. Der flyttede Mona Lis over, så hun var tæt på sit gamle hjem kan man sige. Jeg husker ikke navnene på mand og børn - lige i skrivende stund i hvert fald 🙂.
Lidt længere fremme, også på venstre side dukker endnu et par huse op. I det første boede Ejvind og Anna. Ejvind arbejdede for murermester Christian, og var dermed også med til at bygge vores nye gård i 1968 på Rødegårdsvej. Deres yngste datter hed Dorthe.
I det næste hus boede Bertha.
Lidt længere fremme kommer lidt mere bebyggelse og et par indkørsler på højre side. Den ene mener jeg går ud til Lille Trolddal, er dog ikke helt sikker. Den anden er til et gartneri, hvor jeg mener at huske en Keld, som gik en klasse under mig på Hårslev Skole.
På venstre side møder vi også Uffe (mælkemanden) på et tidspunkt. Jeg ved han havde en datter, som hed Lis. Hun købte nemlig min NSU 1100, da jeg var 19 år. Det var hendes første bil, og jeg var ved at skifte til Ford Escort.
Siden opdateres løbende
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|