Hvor mange kørte ikke rundt på en Puck VZ50 i de unge dage i starten og midt i 70'erne. Henrik, Klaus m.fl. i hvert fald

Henrik med sin Puck VZ50 i 1974, inden han fik kørekort og Mascot i stedet. Jørgen ses her på vej mod traktoren... han skulle i marken og pløje.

Klaus imponerer Inge og Inger fra Ådum på en ferie med sin Puck VZ50, og sikkert alle mulige andre kunster. 2 år i træk kørte Klaus og Jan næsten Jylland rundt på deres Puck knallerter.

Puck MS50 var også blandt de foretrukne. Jørgen og jeg m.fl. kørte på den model, som her ses i rød, vores var sorte. Jørgens dog med den lille lydpotte (rødspætten).

Jørgen Hansen med sin Puck MS50, nærmest ligesom Jans. De kørte da også ræs ind imellem, til den dag Jørgen kørte ned i kælderen ved Hindevad Brugs og bøjede forgaflen

For pigerne gav det sig selv, at de måtte ud og køre Puck Maxi, så var man med i flokken. Lena havde en af disse med pedaler, som på dette billede.

Yvette her set i 1978 på sin nye Puck Maxi i haven foran huset i Skovby. Hun skiftede dog hurtigt knallerten ud med passagersædet i Jans Escort. Jytte havde også en model som den her viste.

Det var ikke Puck det hele. Man kunne jo også køre Ciao, som denne model fra sidst i 70'erne

Inden man fik råd til en ny knallert, kunne man jo køre markræs, som i Hindevad på en gammel Express Estlænder med 2 gear. Jans var dog uden lydpotte.

Når det skulle være Express, så var en ZU med 3 gear en bedre model, mente Ole Skovgård. Den kunne tunes til at køre over 80 km/t

En lidt dyrere knallert var den store Kreidler Florett, som nogle også kørte midt i 70'erne

Hen mod slutningen af 70'erne tog japanerne over. Finn kørte f.eks. Yahama, og den kunne med lidt pilleri let smutte fra en motorcykel betjent ud over markerne

Hvor mange har prøvet at køre en VeloSoleX ? Husker at Henriks søster Astrid havde en sådan i slutningen af 60'erne. Om ikke andet kunne man cykle på den.

Tomos (eller 2 meter os) lignede meget en Puck, men var licensproduceret i Yoguslavien. De var lidt billigere end mærkevaren Puck, hvilket Tomos-kørerne da også måtte høre for.

Henriks NSU ses her i brug i Hindevad, hvor det dog her er Jørgen i sadlen. Han kørte efter sigende lige så behersket som i hans Opel Rekord

Pigerne behøvede ikke køre Puck Maxi eller Ciao, der var jo også muligheder for den 2 gearede Monark knallert.

SCO lavede knallerter i mange år, og en model som denne fra 1956 købte jeg som 14 årig... og solgte videre ugen efter, da jeg fik fat i en Express Estlænder i stedet

Det kræver vist en del balancekunst at køre denne mono-bike, vist nok en Asiatisk model, men flot det er den da...

NSU Typ 110 SC, årg 1967, hed min første bil. Den er næsten identisk med NSU 1200 C, altså 4 cyl. og rimelig kvik, ikke som NSU Prinz 4L modellen. Efter godt et år skiftede jeg til Ford Escorten

Jans NSU på gårdspladsen med fætter Carsten siddende bagpå. Billedet er taget ved Lenas konfirmation i 1976

Ford Escort 1,3 model 1975. Sådan en kørte jeg mange km i de 2½ år jeg havde sådan en. Farven er den samme, min havde dog sort tag

Jans Ford Escort mellem snedriverne på gårdspladsen i Hindevad, og med Yvette stående på trappen. Den tog turen til Odense hver dag, og i weekenden sommetider 4-5 gange.

Volvo 142 i en 1969 model. Denne model kørte Peters forældre i sidst i 70'erne, og jeg købte en sådan i starten af 1979. Begge vores var dog grå.

Morris Marina 1977 udgave. Sådan en brugt en købte vi i 1985 og kørte i 1 års tid... når den altså ville. Solgte den til Mike da vi købte ny Lada. Marinaen her er af Top-Gear kåret til værste engelske bil nogensinde...

Lada 1200 var ganske udbredt sidst i 70'erne og gennem 80erne. Jeg købte en fabriksny i 1986, blå. Det var i de tider hvor de reklamerede med "Ta' to for 100.000,-"

Mazda 626, en 1985 model, som vi kørte 6 år i dengang. Det er vist den bedste bil jeg endnu har haft

Opel Kadett D model fra 1982 var Peter ejer af straks den kom. Ca 20 år senere fik Jan så råd til den model - dog i Kermit-grøn udgave

Toyota Corolla fra midt-80'erne. Sådan en kørte jeg et par år omkring 2005-2007. Ganske kvik... og egentlig lettere at køre, når koblingen virker, hvad den ikke gjorde i 3-4 mdr på min, men den kørte rimeligt alligevel ;-)

Jowett Javelin, model 1950. En bil som denne kørte vi i på gården omkring 1960-1964. Egentlig moderne sin alder taget i betragtning. Forhjulstræk, strømlinet og rimelig kvik.

Opel Rekord Olympia P-1 fra 1960. Sådan en kørte vi i på gården fra omkring 1964-1970, dog i sort. Bilen var Årets Bil 1959, og var en ganske flot bil i de tider.

Opel Rekord Olympia P1, bag rattet. Sådan så instrumenteringen ud dengang omkring 1960

Renault R8 Major fra 60'erne var bilen i garagen i Hindevad i starten af 70'erne ved Hesteng'erne, indtil det blev Taunus i stedet... sikken en fremgang.

Den gode gamle Ford 17M er nypudset, da fam. Hesteng skal fint i byen. Grunden til billedet blev taget var nok, at det var Jan der havde vasket bilen den dag...

Henrik ved sin første Mascot i 1975 på Kollund-Rømøturen. Den Mascot endte med en rulletur på en mark mellem Hårslev og Særslev, da Henrik måtte undvige en kvindelig bilist, som skulle vende pludselig og umotiveret.

Ford Taunus fra starten af 60'erne. Sådan en model kørte Henriks forældre i gennem nogle år (dog en mørkere farve). De skiftede den så ud med en VW 1200.

Hvor mange har ikke prøve at køre med i en VW. Boblen altså. Den mest solgte bil i 60'erne kørte fortsat i 70'erne. Husker noget med en sort af slagsen parkeret i dagevis i Hindevad.

VW 1200 instrumentpanel omkring 1968... det må siges at være til at overskue. Der var ikke airbag på de tider. Til gengæld lå benzintanken ude foran.

Opel Rekord P2, model 1962. En sådan kørte Jørgen i (lidt anden farve), fra da han i feb. 1975 fik kørekort. Den havde 3 gear, og modellen her var med ratgear. Forsædet gik ud i et, ligesom bagsædet, så der var plads til mange ombord.

Opel Manta model fra først i 70'erne, som en af Finns Mantaer. Han havde 3 af slagsen, inden han fik en nyere model i blå også. Alle blev smadret

Finns Manta foran teltene på Rømøturen 1978. Det var inden de blev uvenner med naboen, hvis telt Quist uheldigvis havde oversprøjtet med mudder fra hans Honda Civic ved en hurtig vending i mudderet foran teltene.

Fiat 126 var blandt de mindste biler, og alligevel kunne der klemmes 6 mennesker plus en kasse øl ind i den Mike havde... Grønærten kaldte han den - i samme farve som på billedet her. Polle havde også en sådan en

Volvo 66 fra midt-70erne. Polle kørte i sådan en sidst i 70'erne med aut.gear - det såkaldte million-gear, hvor bilen accelererede med samme omdrejninger fra 0 til omkring 80 km/t

Ford Capri 1.6 her i 1971 model var Fords modstykke til Opel Manta. Det var alm. kendt at Capri'erne ikke holdt så længe inden de rustede.

Volvo Amazon fra 60'erne var noget af en drømmebil at få fat i, også i 70'erne og vel egentlig stadigvæk. Quist lånte sine forældres ind imellem.

Volvo 544, fra ca 1960 var den model Annes forældre kørte i, da de købte huset i Hindevad og blev weekend naboer til Hesteng'erne. Deres var dog hvid

Ford Taunus 17M, model fra midt 60'erne. Sådan en kørte de blandt andet i ude på Dyrendal - og mange andre steder. En stor populær bil dengang

Opel Kadett B model fra 60'erne var den model Jørgen kørte flest år i. Ganske driftsikker, men nøglerne kunne let brække, husker vi.

Honda Civic var en ganske kvik lille bil. Quist kørte i en sådan en først i 80'erne. Der kunne læsses al Jans diskoteksudstyr ind også...

Ford Anglia fra 60'erne husker man vel stadig (om ikke andet så fra Harry potter). Den specielle bagrude samlede ikke mange fans, men ruden blev sjældent våd.

Fiat 500, så bliver det vel dårligt mindre? Prøv at stoppe Jan derind... Bilen er dog højest kult, og der er netop produceret en helt ny model, hvor udseendet er genkendeligt, men alt andet helt nyt

Skoda 105 var en af de ganske alm. biler i 80'erne. De blev fulgt af mange vitser, som førhen var forbeholdt VW boblen. Men okay, den var i hvert fald rimelig billig at købe.

Ja de er svære at stå for de der små BMW Isatta'er. Sådan så den ud med åben dør, så var det bare ind og lukke døren, starte og køre - helst uden at køre ind i noget.

Triumph Spitfire var en åben sportsvogn til rimelige priser. Smart og med pendulaksler (ligesom VW boblen), så man skulle ikke for hurtigt ind i svingene.

Lloyd LP300. En 2 cylindret 2 takts motor med 13 HK skulle flytte denne bil med plads til mindst 5 personer... Her måtte der skubbes bagpå op ad Båring Bakke, forlyder det fra en søn til en, hvis far havde en sådan bil.


Hvordan så vores biler og knallerter ud i 70'erne?

Det samler vi lidt op på her på denne side - efterhånden som billederne lige bliver læst ind.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.12 | 00:44

Anna og Ejvinds yngste datter hedder Dorthe

...
15.01 | 21:11

God til at komme igang på hvis man skal til en rigtig fest med vennerne

...
27.06 | 23:39

Bertha Andersen var min elskede mormor . Hun døde i 1975. Hun var enke efter Lauritz Andersen. Hun havde 5 børn, Ellen var min mor.Et dejligt sted at besøge.

...
14.05 | 15:48

Hej , du kan finde hårslev skole på facebook.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE