Barndommen i Hindevad

Det er naturligvis ikke til at sige, hvad alle børnene i Hindevad lavede i 60'erne og 70'erne, men jeg kan så berette lidt om, hvordan jeg selv har oplevet det.

Mine første erindringer ligger tilbage til omkring 4 års alderen. Nu har jeg altid haft den "last", at jeg har skrevet meget ned, så ud fra det kan jeg fortælle om en del af, hvad vi oplevede i de gamle dage.

Jeg kom til Hindevad, da jeg var omkring 2 år gammel sammen med min mor. Min mor blev først hvad man vist kaldte husbestyrerinde, men et par år senere hustru. Spøgefuldt sagde min far (som jeg altid har kaldt ham), at det var billigere at have min mor som kone end som husbestyrerinde. Så var det heller ikke nødvendigt med havemand og hjælp i stalden, det kunne hun jo hjælpe med...

Nå, det var vist ikke så hårdt ment. Jeg fik i hvert fald to mindre søskende, Lena og Jytte, og sammen voksede vi altså op på gården i Hindevad.

Jeg lærte straks Henrik at kende, som var naboens dreng på samme alder (ok, godt et år ældre). Vi har sandsynligvis gjort egnen usikker de år, men heldigvis havde vi på gården en stor hund "Buller", som evnede at forhindre mig i at stikke hjemmefra på min trehjulede cykel. Dygtig hund. Nå ja, den kunne så også springe ud af vinduet i soveværelset, uden det var åbnet først, dyrt i vinduesglas.

Jeg husker i øvrigt også lige et par ting fra mine forældres bryllup, hvor jeg har været omkring de 4 år. Der var pyntet op på gården og en masse biler holdt på gårdspladsens brosten. Der skulle være fest i stor-stuen.

Deltagerne var en del af dem, som er beskrevet under gaderne her under "Hindevad og omegn", da der altid var mange naboer med til fest på gården. Samtidig havde min mor 10 søskende og min far 7 søskende - så der kunne samles nogle stykker, hvis alle skulle med.... Lige i denne situation var det mest naboer som jeg husker deltage. 

Henrik og jeg kom til at gå i klasse sammen, først på Skovsgårde Skole ved Frk. Johansen i 1. klasse - hvorefter vi kom på den nye Hårslev Sogneskole, som stadig består den dag i dag. I Skovsgårde Skole mødte jeg straks en anden dreng, som jeg også kendte hjemmefra, nemlig Polle, så vi kom også til at gå sammen et par år, til han skiftede til Brenderup Realskole.

Fra 4. klasse fik vi lærer Smith, som vi jo kendte så udmærket fra vores egen lille by Hindevad. Vi legede en del med hans børn Poul og Elisabeth, som i alder passede meget godt på Lena og mig. Poul dog lige en klasse under mig. Lærer Smith var flink og venlig at snakke med, men gav os sandelig ikke "venne rabat", når vi havde time, så skulle vi lave det samme som de andre.... surt... :-)

Henrik og jeg legede med alt, hvad sådan et par drenge dengang havde af legetøj. Matchbox biler, de blå legetøjstraktorer, som kunne sættes plov, harve og vogne på, hørte singleplader - og fik lavet en masse lego-huse og biler.

Ofte lavede vi biler af lego og kørte dem så ind i hinanden - vinder var den, hvis bil holdt længst til "mishandlingen". Denne leg gik også ud over matchbox bilerne, som dog også blev brugt i vores lange gang i huset, hvor det galt om at få ens bil længst ned mod badeværelsesdøren. Vor mor var ikke altid lige begejstret for de mærker det gav på dørkarmene i gangen.

Henrik havde også et Märklin tog - eller rettere nogle stykker af dem. Han havde en pæn stor bane sat op i en stue, som de ikke brugte så meget. Det var godt udstyret med aut. sporskifte - røg i skorstenen på lokomotiverne og lys i husene langt banen.
Der var et sandt virvar af ledninger under bordet til al det elektriske, men det så ud som om Henrik og hans far havde tjek på det. De støbte også gibs broer osv, så der blev et rigtigt landskab ud af det på bordet.
Det var nok knapt så sjovt, når de skulle holde større fester, og så skulle bruge stuen - så måtte hele projektet pakkes ned... Det tog tid - også at sætte det op igen.

Polle kom også på gården af og til, ligeså klassekammerat Ole fra Flytterupgyden - og siden mange af de øvrige drenge og piger fra byen.
Polle og jeg fik spillet en del fodbold såvel i haven som på gårdspladsen i Hindevad. Det kunne tage hårdt på tagrenden, når den fik nogle smæk af hårdt sparkede bolde. Henning og Niels fra Hundehandlerens var også ofte at finde som bold spillere på gårdspladsen.
Vor far var ikke altid lige begejstret, når vi legede Hindevad Stadion, men han forbød det dog ikke. Sjovt nok fik vi vist aldrig slået nogle ruder ud.

Nabo på den anden side var Sine og Anton, et ældre ægtepar, som jeg og mine lillesøstre Lena og Jytte kom meget hos. De var så utroligt hyggelige. Jeg vidste bestemt hvor "brystsukker" dåsen stod i skabet (ja det betød bolcher).
Jeg havde da også mine faste procedurer, når jeg som lille dreng kom derom og fik min eftermiddagskaffe kl 15.00. Først kaffe i koppen, så lidt fløde og til sidst sukker, så rører man rundt.
Sine var det, jeg betragtede som "en klog gammel kone", og hendes gode råd om alt muligt tog jeg som værende den højeste sandhed af alle - hun måtte jo vide det hele, med hendes alder... Nogenlunde den samme opfattelse havde jeg af min mormor i Frøbjerg.

Et meget vigtigt sted i Hindevad var brugsen. Det var vel byens daglige samlingssted. Her mødte man ofte vennerne, købte sit slik, sine sodavand og det mørke hvidtøl, indtil man nåede den alder, hvor det skulle være Albani Pilsner, HOF eller Gamle Carlsberg Lager øl.
I mine tidlige år var det Orluff og Lisbeth som stod bag disken, siden hen Grete Brugs, som hun mest blev kaldt. Vi elskede den brugs - og det kan man vel især mærke bagefter.
Mange af de gode gamle "naboer" kom der også. Jeg snakkede tit med Anker fra Haugård, dem fra Dyrendal, Musbæk, Lybæk og Hindevadgård, når de kom i Brugsen. Der var noget hyggeligt og uforanderligt ved at snakke med dem, eller blot høre dem snakke med hinanden.

Ved vores gård, eller rettere langt ude bagved markerne lå et forladt hus "Baglykke huset". Vi kaldte det også "Spøgelses huset", det gav mere den "rette stemning". Vi var naturligvis derude en gang imellem - vel vidende at vi jo ikke måtte, når det skulle være rigtigt. Det lå på Rugårds grund, men det var spændende alligevel.
Jeg mindes kun svagt som 4-5 årig at have været derude, hvor der boede nogen, husker ikke helte hvem. Der boede i hvert fald en mælkekusk en overgang, fortæller Preben mig.
Dette gamle forladte hus står såmænd endnu og er nødtørftigt holdt vedlige. Vinduer er hele igen, sandsynligvis brugt af jægerne.

Som børn var det dengang også almindeligt at lege cowboys og indianere - ikke mindst til drengefødselsdagene, hvor vi jo drak grønne sodavand eller cola - ikke røde hindbærbrus... det var for tøser.
Til cowboylegen havde vi pistoler med knald i, det var mest i ruller, som kunne sættes i disse pistoler og revolvere, så de kunne give lidt lyd fra sig. Hvordan man så fandt ud af, hvem der "døde" og overlevede, kan jeg ikke rigtig huske...

En anden yndet leg var "Kron-gemme" eller "dåse-gemme". Ved krongemme lød det "En to tre kroner for Jan" eller hvem der nu var fundet... Hvis Jan nu var hurtigere end Henrik (hvad næppe var sandsynligt", så kunne han med "En to tre kroner for mig selv" gå fri, og den næste i stedet udnævnes til næste "der skulle stå", altså stå og tælle, først til 100, så til 50, og sidste gang til 25.... så var det med at komme af vejen.
Ved Dåsespark, var det "Henrik i dåsen" eller hvem det nu var, der først blev fundet - hvis da ikke han var hurtigst og fik sparket dåsen væk - så var med at tælle igen (100, 50 og til sidst 25).

Vi kom naturligvis også meget hos Tove og Finn (mekanikker). Der var jo såvel kiosk som grillbar. Jeg mindes at have købt en hel del pølser med ketchup og sennep, kunne ikke lide remoulade før jeg blev voksen....
Jeg købte også en del blade der, Batman, Superman osv. - og sikkert også en del is.
Samtidig havde de en legeplads derude også. Det var vi jo ikke så bekendt med, ud over skolens og den vi kom på, når vi var i Zoologisk Have i Odense en gang om året cirka.
Senere var der jo stor interesse i knallertbanen nede bagved. Jeg kom nu først for alvor til, da det blev biler de kørte med i stedet for - de var vist ikke alle lige sikre at køre i, men det gik nu udmærket, og ingen mistede hverken liv eller førlighed :-)
Jeg kendte ikke så mange af børnene der, kun Lone, mener jeg. Hun var på alder med Lena.

Hos Henning og Niels var normerne lidt frie, hvis man kan sige sådan. Selv ganske unge var der ikke noget til hinder for, at vi måtte snuppe en Carlsberg Hof i kælderen, men vi drak os da så vidt jeg husker aldrig fulde. Det var sjovt at prøve at drikke øl, men jeg mindes faktisk, at jeg syntes det smagte forfærdenligt - nogenlunde som når Henrik og jeg skulle drikke Martini med Citronvand... Det varede nogle år før vi fik rigtig smag for det.

Vi var da heller ikke ret gamle inden vi begyndte at køre knallert, naturligvis "kun på markerne og grusvejen" hmm, så vidt jeg husker, hmm.....
Min første knallert var en SCO med pedaler fra engang i 50'erne. Den havde 2 gear, og kørte vel næppe over 25 km/t. Den blev solgt igen efter et par uger, da jeg fandt en Express Estlænder, også 2 gears, men den var både boret, gearet osv - og havde i øvrigt ingen udstødning.... men den kunne flytte sig i rapt tempo.
Ole grinede lidt hånligt af den... Sådan en Estlænder med 2 håndgear... Nej en rigtig Expres knallert var en Expres ZU, den havde 3 gear og kunne tunes til at køre rigtig stærkt... og han vidste hvad han talte om.
Vi var vel 13 år dengang. Så det var inden vi som 15 årige måtte køre på vejen med vores nye Puch knallerter. Min var en MS50, imens Henrik, Klaus, Finn m.fl. valgte den store VZ50 - begge i øvrigt med samme type motor, 3 gears fodgear. Om vi pillede ved dem... Tja, nogle af os gjorde vel...

Rygning er jo et kildent emne... Halvdelen af befolkningen gjorde det jo dengang, inden man for alvor fandt ud af, at man dør af det...
Men Henrik og jeg fandt da også ud af, hvor det kunne gøres - ude i Hindevadgårds kornmark. Ja vi fik ikke brændt marken af, men fik røget nogle piber tobak. Fidusen var at købe samme mærke tobak, som min far røg - så Grete henne i brugsen ikke fattede mistanke. Så kunne hun jo evt. have afsløret os.
Som 8-9 årig skulle jeg da også prøve at ryge en af de cigarer vi havde liggende til gæster. Det var så på badeværelset. Min mor kom dog og spurgte om hun kunne komme på toilet, så jeg måtte skynde mig at smide cigaren ud af vinduet... Det var desværre lige der min far stod og ordnede blomster i et bed.
De må uundgåeligt have bemærket røgen - og ikke mindst den tændte cigar - men historien melder, at de blot havde grinet af det - og jeg fik ikke at høre for det.
Siden prøvede jeg cigar igen, da Henrik og jeg var ude og fiske i deres mose - der måtte jeg kaste op lige ud i mosen... Ikke så sejt..

Det med at fiske i øvrigt. Det brugte vi mange timer på. Det var meget spændende i starten i mosen hos Henrik. Vi blev også dygtigere efterhånden. Vi fangede nemlig ikke så meget på selvbindersnor med bøjede søm - det hjalp unægteligt, da vi i stedet fik rigtig fiskesnøre, fiskekroge og orm på.
Der blev hentet mange skaller, ål og et par gedder op deromme. Henrik fangede der også sin rekord-gedde, som kan ses blandt de gamle billeder her på hjemmesiden også. Det var dog på en ABU wobler.
Siden begyndte vi at fiske meget ud af Flytterupgyden hos en gartner. "Kragelund" hed stedet. Der var to moser med rigtig fine fiske-forhold. Der blev fanget aborrer, ål, suder og gedder. Der gik mange gode timer der. Jeg husker, at vi tit bare nød stilheden ved den bagerste mose.
Ellers tog vi til Bogense og fiskede fra molerne. Det var såvel fladfisk, torsk, ålekvabber og hvis vi var uheldige så også nogle "Københavnene" (altså Ulk)... Det blev de kaldt fordi de havde så stor en mund og var lidt giftige at røre ved....
Når vi var i Bogense, måtte vi også en tur op til pølsevognen, hvor Alfred solgte pølser, medister osv. Han flyttede over vejen senere og åbnede "Alfreds cafeteria", som senere blev overtaget af sønnen og blev til "Leo's cafeteria", hvad det også hedder den dag i dag.

Om vinteren havde vi en glimrende kælkebakke hos os, på marken ind mod Sine og Anton...
Som regel lå den en oversvømmelse lige neden for bakken, som så var frosset til... Det gjorde det ekstra morsomt, når vi kom ned af bakken.
Kælkene var jo ikke af plastic, som dem vi ser i dag... Det var rigtige kælke med meder, som helst skulle være glatte, eventuelt med en stearinbehandling, inden vi skulle ud og kælke.
Vi kunne så til gengæld være 2-3 stykker på sådan en kælk. Husker en jeg havde i mange år, der var i hvert fald fin plads til 3 personer på.... Men hvem gad lige slæbe den op af bakken igen, den tunge kælk....

Vi kunne dog ikke bare ligge og drive den af hele tiden, eller lege al det vi ville. Der var arbejde som skulle laves, såvel i stald som på mark - og ekstra lommepenge skulle tjenes ved at plukke jordbær, æbler og hvad gartneren ellers skulle have plukket.

Min første sæson i jordbærene var hos Jørgen og Anker ude fra Haugård. Jeg fik at vide i starten af sommerferien - en aften - at jeg skulle møde kl. 05.00 næste morgen, uha da... Det var ellers lige imens Finn og jeg sad og hørte musik fra min båndoptager. Gruppen Deep Purple var hot på det tidspunkt. Allerede første dag i jordbærmarken gav penge nok til at købe mit grønne vækkeur, som fulgte mig helt til 23 års alderen. Det skulle trækkes op hver dag, så der er revet en del i det ur.

Næste jordbærsæson var hos Musbæk, hvor vi var flere med - det var ganske sjovt, og der fløj da vist et par jordbær efter hinanden, mindes jeg...
Husker også at vi om formiddagen kom med ind i huset og fik franskbrød med leverpostej... Det kan man ikke, tænkte jeg... Leverpostej skal da på rugbrød... Men det gik fint smagte nu ganske udmærket alligevel. Der var også hyggeligt i deres køkken.

Senere blev det så hos Kai vi tjente penge i sommerferien. Han havde jorbærmarker flere steder rundt om i byen. Der var mange af byens børn og unge igang. Det var før man pludselig fandt ud af, at det var farligt at arbejde, før man blev 13 år :-)
Sjovt nok var der nogle forældre med... som vist ikke huskede hvad de hed, når der skulle afregnes - så det gik vist på børnenes frikort :-) ... tror jeg nok - det kunne vi jo aldrig finde på hjemme hos os, sagde min mor, som også hjalp os ind imellem :-)

Rent faktisk syntes jeg, at det gav gode penge, at være med i jordbærene dengang. Langt mere end de lommepenge vi kunne hente hjemme. Så skidt med, at man skulle op midt om natten for at udnytte morgenen, inden middagsvarmen satte ind.
Jordbærplukning er ikke så attraktivt i 2009. Der plukkes ærter af nogle unge, men der er vist mange andre jobs som er mere attraktive.

På gården var der andre jobs, hvoraf det at hakke roer ikke var spor interessant. Heller ikke, når der skulle kastreres grise... sjovt nok brød grisene sig heller ikke om det. Igen må vi så lige tilføje, at det var i de tider, før man forbød landmanden selv at stå med kniven og kastrere grisene...
Ok, han skulle i vore dage jo heller nødig arresteres for at gå med kniven i lommen på vej ned mod stalden :-)

Det var lidt sjovere, når man var i marken med traktoren. Det kunne så være med harve, tromle eller hvad der nu var spændt efter. Jeg kørte traktoren, en David Brown, første gang, da jeg var omkring 10 år gammel. Det var for så vidt også lovligt dengang, blot man kørte på flad jord, langsomt og under opsyn. 

I høsten var det selvfølgelig den store vogn, der var spændt på. Her kom så den halve familie på besøg, når der skulle køres halm ind. Så kunne vi etablere et hold hjemme i stalden og et hold ude på marken ved traktor og vogn... Jeg var heldigvis ikke blandt de stærkeste, så jeg sad på min plads og kørte traktoren. Det var nogenlunde samme mønster hos Henrik, hvor familien også kom på besøg i høsten. Så vi fik da også holdt nogle gode høst-gilder.
Der var lidt kaos en dag, hvor jeg skulle se, hvem der stod med på vognen, da vi kørte tilbage til marken. Der lykkedes det så at køre hen over vores tromle med forhjulet i den ene side. Nå, vi kom dog fri igen, og det var kun Anne, som nåede at falde af. Hun kom også op igen.

Midt i hele barndommens forløb, skal det da også med, at vores gamle gård brændte i sommeren 1968, den 2. juli. Dermed var vi jo i sagens natur uden tag over hovedet, men det blev midlertidig klaret alligevel.
Da det var sommerferie tog jeg på sommerferie hos min mormor og morfar i Frøbjerg, hvor jeg var det meste af den sommer. Så der gik faktisk 14 dage, inden jeg kom hjem og så det nedbrændte hus. Vi havde været i byen, den dag det brændte.
Mine forældre boede et par dage i hønsehuset, inden der blev sat en skurvogn op. Små forhold... 2 x 6 meter var vores bolig frem til december, hvor vi kunne flytte ind i det nye hus.
Det havde været vigtigst at få stalden bygget færdig først. Det var jo dog den, vi skulle leve af. Og den stod færdig i oktober 1968.



Siden bliver løbende opdateret

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.01 | 21:11

God til at komme igang på hvis man skal til en rigtig fest med vennerne

...
27.06 | 23:39

Bertha Andersen var min elskede mormor . Hun døde i 1975. Hun var enke efter Lauritz Andersen. Hun havde 5 børn, Ellen var min mor.Et dejligt sted at besøge.

...
14.05 | 15:48

Hej , du kan finde hårslev skole på facebook.

...
13.04 | 14:02

Jeg kan huske jeg sang med på en sang der startede: Når man er lille, 4år, så er det utroligt, at alle voksne ikke forstår man tar' det med ro.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE